Svanens historie

Fra tennisbane til smuk Svane

Børnehuset Svanen er bygget på de gamle tennisbaner på Christian X´s allé.

Vi åbnede 1. marts 2004 og var klar til officiel indvielse d. 26. maj 2004.

Repræsentanter fra Børne- og Fritidsforvaltningen, daginstitutionernes sikkerhedsudvalg og Fonden Frie Børnehaver har været i dialog med fagfolk under hele byggeriet, og har formået at skabe et hus med en funktionel ramme, enkle former og farver, rummelige sammenhænge, lys og lydvenligt og ikke mindst velegnet til børn.
Huset er i alt på ca. 750 m2 og indeholder 42 rum.

Huset er opbygget af moduler, der blev præfabrikeret i det nordjyske og herefter fragtet til Kgs. Lyngby på lastbiler og løftet ind med kran.
Den finske masseovn som tændes op hver morgen i vinterhalvåret, solfanger til brugsvand, kompost og regnvandstønder på legepladsen og et bevægelsesrum på 42m2 understreger profilen:
Grøn - natur - idræt og bevægelse.
Alle personaleansættelser har været på baggrund af denne profil.

Legepladsen var med i entreprisen og stod færdig ved åbningen.
Der er lagt vægt på at skabe et smukt og funktionelt legeareal, som ved valg af materialer og udformning er med til at pirre børnenes fantasi og dermed skabe et inspirerende miljø for børn og voksne.

I 2006 fik Svanen tilsagn fra LTK om, at Svanens legeplads er udvidet med 994 m2 tilstødende græsplæne.

I oktober 2007 - 1½ år senere - lykkedes det, takket være forældrekræfter, at få jord fra nabobyggeriet fragtet ind på græsset. Med en rendegraver i 6 timer lykkedes det at lave Lyngbys flotteste bakke på vores nye del af legepladsen.
I samarbejde med en Teknisk Forvaltning blev det gamle hegn taget ned og nyt sat op omkring det nye areal, så der nu er direkte adgang til plænen.
En Svanedrøm er gået i opfyldelse.

I efteråret 2010
kom beskeden om, at LTK ønskede at opføre nye plejeboliger på Svanens Plæne. Forældrebestyrelsen gik i aktion for at finde alternative løsninger.

I sommeren 2011 kunne vi fejre, at Plænen definitivt tillægges Svanens matrikel.  

1. maj 2015 blev Svanen kommunalt dagtilbud under Lyngby-Taarbæk Kommune.
Fonden Frie Børnehaver og Frie Børnehaver indgav konkursbegæring. Fonden nedlagt og Frie Børnehaver blev overtaget af Frie A/S.

Fra Driftsaftalen mellem Fonden Frie Børnehaver og Lyngby- Taarbæk Kommune:
Driftsaftale §20 Konkurs:
'I tilfælde af Fonden Frie Børnehavers konkurs overtager Lyngby-Taarbæk Kommune driften af Børnehuset fra datoen for konkursdekretets afsigelse. Lyngby-Taarbæk Kommune hæfter ikke for udgifter til konkursboet, der relaterer sig til udgifter før konkursdekretets afsigelse.'
Samarbejdet med Frie A/S fortsættes således på baggrund af ovenstående ikke. 

Bygherre:      Lyngby-Taarbæk kommune

 

Arkitekt:        Domus arkitekter

 

Entreprenør:  Scandi Byg a/s

 

Totalentreprenør:   MT Højgaard a/s

 

Driftsherre:    Fonden Frie Børnehaver 1. marts 2004 - 30. april 2015

Kommunalt dagtilbud i Lyngby-Taarbæk kommune 1. maj 2015 -